ALLE SKAL PRØVE AT SYNGE I KOR
Jeg har set, hvad musik gør ved mennesker. Det er det korte svar på, hvorfor jeg arbejder med kor. Siden 2010 har jeg dirigeret og undervist en række vidt forskellige kor, fra mandskor over vokalgrupper med professionelle sangere til efterskolekor med over 100 elever. Fælles for dem alle er, at der via sangen skabes et fællesskab for sangerne og deres publikum.
Fællesskabsfølelsen er essentiel for alle mennesker – ved at være en del af noget større fornemmer vi vores eget værd. Derfor kan det være forløsende og give stor energi at synge i kor. Min fornemste opgave som korleder er at skabe et rum hvor gruppen sammen kan udvikle sig. Det gør jeg vha. undervisning i musikalske færdigheder, men i lige så høj grad gennem min ligefremme ledelsesstil. Med godt humør og en rummelig tilgang skaber jeg et trygt sted, fyldt med energi, hvor vi i fællesskab lytter til og leger med musikken. Det giver et stærkt fællesskab og gode musikalske resultater.
Workshops
Godt samarbejde er altafgørende, uanset om det handler om at udføre en arbejdsopgave eller levere en fængende koncert. I mine workshops arbejder jeg derfor med at styrke deltagernes samarbejdsevne og fællesskabsfølelse. Jeg afholder workshops for selskaber, organisationer, foreninger, kor og vokalgrupper. Med en ryste-sammen-workshop oplever I som kolleger nye sider af hinanden, sammenholdet og måske jer selv. Med en faglig workshop får I som kor og vokalensemble mulighed for at dygtiggøre jer i konkrete teknikker og få ny inspiration til jeres fælles udtryk. Ifølge tidligere deltagere er mine workshops fulde af energi og god stemning. Jeg skræddersyr hver enkelt workshop, så listen til højre er blot eksempler. Har I ønsker til et tema, kan vi sikkert finde ud af noget.
Kor som teambuilding (for organisationer)
Der er meget få aktiviteter, der ryster mennesker så godt sammen som at synge med hinanden. Derfor er en korworkshop ideel til at starte en temadag med kollegerne eller bryde isen mellem festens gæster. Sammen finder vi en passende genre og så lover jeg at alle nok skal få det sjovt.
Rytmeworkshop
For kor
Er nogle mennesker født med mere rytme i kroppen end andre? Måske. Men alle kan træne deres krop til en bedre rytmeforståelse! På denne workshop laver vi forskellige praktiske øvelser der styrker både den enkeltes og det fælles groove. Øvelserne passer til alle, uanset forkundskaber og jeg slutter af med at vise hvordan I nemt kan inkorporere dem i jeres egne korprøver.
Vocal Painting (VoPa)
For kor
Vocal Painting er et tegnsystem udviklet af Jim Daus, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium. Med VoPa gives mere ansvar og medindflydelse til hver enkel korsanger. Denne innovative metode er for kor og sangere der gerne vil udfordres rent musikalsk og kunstnerisk. Alle kan få stor gavn af en workshop med VoPa, både nybegyndere og trænede sangere, da tegnene kan tilpasses niveau og ambitioner.
Øveflow og konstruktiv feedback
For kor
Hvordan øver vi som kor og vokalgruppe mest effektivt? Og er det muligt at være effektiv og samtidig fremme den kreative proces? I en prøvesituation er der ofte mange meninger om hvad der kan forbedres, men hvis alle byder ind, går retningen tabt. På denne workshop vil jeg komme med konkrete værktøjer til hvordan alle kan bidrage til den kreative proces uden at det går ud over øveflowet. Jeg har holdt dette oplæg for mine egne kor og det har givet en god konstruktiv feedback-kultur.
Syng sange med fri opbygning
For kor
Når vi korsangere får udleveret en node, tolkes det ofte som et “facit” for musikken, men sådan behøver det ikke være. Jeg har skrevet speciale om, hvordan sangens opbygning kan improviseres frem i interaktion mellem sangere og korleder. Når ingen på forhånd ved hvordan musikken præcist skal lyde, skærpes sangernes evne til at arbejde i nuet og lytte til hinanden og samtidig opnås et stærkt kunstnerisk udbytte.
Arrangør
Et godt arrangement handler om at finde ind til musikkens nerve og lade det musikalske udtryk understøtte sangens fortælling. Det er visionen i alle mine arrangementer. Det sikrer at både sangere og tilhørere får en enestående, musikalsk oplevelse, uanset om arrangementet fremføres af en erfaren vokalgruppe eller et nystartet kor. Mine arrangementer tilpasses den enkelte gruppe, hvad angår teknisk niveau, sammensætning og genre. Jeg har skrevet arrangementer der bl.a. synges af FRYD, NoteAble, RØST og ACE Performance Singers. Ud over sangbare arrangementer af pop- og rockhits, skriver jeg original rytmisk vokalmusik og arrangementer for blæsere.
Kontakt mig for at høre mere om bestilling af et arrangement skræddersyet til dig og din gruppe eller for at få en liste over eksisterende arrangementer, der er til salg.
Eksempler på arrangementer
Love Lockdown, Kanye West
Drop the Game, Chet Faker, Flume (lyd: https://www.youtube.com/watch?v=0UFeSrUC-1I)
‘Round Midnight, Thelonious Monk (https://www.youtube.com/watch?v=VzQO5scpFXM)
Mirrors, Justin Timberlake
End of Time, Beyoncé
Space Oddity, David Bowie
A Thing for Me, Metronomy
Dancing on my Own, ROBYN
Human, Rag’n’Bone Man
Les 3 Janine, Camille
No Diggity, Blackstreet
Swear it Again, Westlife
Om mig
Jeg hedder Anne C.T. Lindahl og er korleder og kunstnerisk leder for fire kor og vokalgrupper. Sideløbende med mit musikalske arbejde har jeg studeret kor- og musikledelse ved både Det Jyske Musikkonservatorium, University of Massachusetts og Københavns Universitet. Drivkraften for mit arbejde er min store interesse for, hvordan mennesker skaber noget sammen. Musik og kor giver os en fantastisk mulighed for at være en del af og bidrage til noget der går ud over os selv. Med en professionel tilgang og en smittende entusiasme arbejder jeg for at styrke fællesskabet mellem os og forløse det kunstnerisk.
Uddannelse
- Kandidat i ledelse af rytmisk vokalmusik, tilvalg i kor- og bigbandarrangement, Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg, 2017
- Kandidatstudier i korledelse og jazzarrangement, University of Massachusetts, Amherst, USA 2014
- Kandidatstudier i musikvidenskab, korledelse og arrangement, Københavns Universitet, 2014-2015
- Bachelor i musikvidenskab, tilvalg i teatervidenskab, retorik og pædagogik, Københavns Universitet, 2012